At være antropolog er ikke et fag, som man lægger fra sig når man er færdig med dagens arbejde og vender næsen hjemad. Min interesse for mennesker og menneskers adfærd slutter ikke, når dagens arbejde er overstået og min interesse er ikke tidsmæssigt begrænset fra 8-16. Derimod er antropologien for mig en måde at være tilstede. Det er naturligt for mig hele tiden at forholde mig til min omverden. Være reflekteret, analytisk, observerende og forholde mig undrende.

Da jeg i dag sad i toget på vej til København, hørte jeg bag mig en ung kvinde udtale: ”Det er jo fint nok at være tovholder, men det nytter ikke noget kun at stille ledende spørgsmål for kun at få de svar man gerne vil have”. Hvortil hendes ven svarer: ”Det er jo ellers lige det, som kendetegner god journalistik”.

Jeg er som sådan ikke enig i udtalelsen, men ordvekslingen mindede mig om den værdi, der ligger i den kvalitative metode. Den antropologiske metode indebærer en etnografisk undersøgelse såvel som en kvalitativ analyse, hvormed metoden ikke blot nøjes med at stille ledende spørgsmål eller med blot at stille spørgsmål i det hele taget. Den kræver at man selv tager del, undersøger, oplever og bliver en del af den verden man ønsker at sige noget om. Hermed er det muligt at skabe en indsigt i det reelle frem for det ideelle og frembringe en brugbar og værdifuld viden om praksis. Igennem oplevelse afprøves om svar og spørgsmål stemmer overens og om der er sammenhæng mellem det man siger – og det man gør.

Er der overensstemmelse mellem ord og handling i dit liv? på din virksomhed? Har du nogle eksempler på situationer, hvornår der er, eller ikke er, sammenhæng? Jeg vil meget gerne høre om dine erfaringer. Så send en mail eller skriv en kommentar.