Søren Kirkegård skrev i 1859 i “En ligefrem meddelelse”: “At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der”.

På trods af, at 155 år snart er gået siden Kierkegaard skrev disse ord, rammer citatet en central essens af den lærings- dannelses- og udviklingstanke, som vi kender i dag. Samtidig tydeliggør citatet, at distinktionen mellem mål og proces på ingen måde er en moderne opfindelse, selv om den i høj grad stadig gør sig gældende. Distinktionen medfører ofte et ensidigt fokus på enten mål eller proces. Denne skelnen stiller derfor også et krav om, at der fortsat stilles skarpt på forholdet mellem mål og middel – ikke som et `enten – eller´ men som et `både – og´.

Sociolog Tage Søndergård Kristensen påpeger i artiklen ”Folkeskolens kerneopgave er forsvundet”, at skolens kerneopgaver såvel som kvalitetskriterier er blevet uklare. Vi er blevet rigtig gode til at tænke over hvad, men ikke altid hvorfor. Tage Søndergård Kristensen henviser i artiklen til en ph.d. afhandling af Lise T. Nielsen, der har skrevet om teamsamarbejde i skolen. Hendes konklusion er blandt andet, at der er meget fokus på, hvad man skal lave, men ikke på hvad eleverne skal lære og siger blandt andet:

”De bruger en stor del af tiden på at rose hinanden og hygge sig. Hvis de skal arbejde mere med elevernes lære-processer (deres mål), er de nødt til at kigge kritisk på deres egen og kollegaernes undervisning. Det strider mod den hyggelige familiekultur”

Inden for alle former for ledelse, herunder også undervisning, er et afgørende kriterium, at målet skal stå helt klart. For uden mål er der ingen retning. Inden for skoleområdet har der længe rådet et negativt syn på målstyring, resultatorientering og retning. Dette negative syn bunder i, at mange lærere føler, at den enkeltes kreativitet og fleksibilitet er blevet mindsket og/eller, at målet jages på bekostning af lærernes og elevernes trivsel.

Problemet ligger imidlertid ikke i en fastholdelse af målet, men derimod i, at processen har en tendens til at blive låst fast på målet. Derved gives der ikke megen plads til andre mulige (og måske bedre) processer. Et godt mål er derimod kendetegnet som det, der fordrer en god proces. Eller som Hans Henrik Knoop formulerer det, så er mål, midler til gode processer. Det gode mål er altså det, som giver fokus og retning, men det låser ikke processen. Omvendt kan siges, at processen er vejen til et mål, med det er ikke et mål i sig selv. Og netop denne ide, at processen er et mål i sig selv, synes at gøre sig gældende i dag.

Tage Søndergård Kristensen har i en årrække arbejdet med begrebet ”social kapital”, og er fortaler for, at effektivitet og trivsel er to sider af samme sag. Et centralt budskab i konceptet social kapital er, at når en virksomhed – fx en skole – har høj social kapital øger det virksomhedens produktivitet og kvaliteten i ydelserne. Med andre ord så tyder det på, at en høj social kapital har en positiv virkning for elevernes udvikling og læring. En vigtig pointe, når man arbejder med social kapital, er ifølge Tage Søndergård Kristensen, at det er kerneopgaven, der skal være i centrum. Der skal altså være et klart mål med undervisningen.

STU skolerne arbejder ikke ud fra et pensum og skolerne er ikke på sammen måde forpligtet på målbare resultater. Dette gør imidlertid langt fra opgaven nemmere. STU skolernes kerneopgave er lovmæssigt bestemt, hvorved de skal bidrage til, at den unge opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse.

Men hvordan skaber man kvalitative resultater i en skole, hvor en stor del af udviklingen sker i ikke målbare processer? Kan man indføre målstyring for aktiviteter, der omfatter udvikling af mennesker og er det overhovedet meningsfuldt?

Når man arbejder med mennesker og måske især unge, er det i de fleste tilfælde en stor fejl (eller en urealistisk satsning) at se processen frem til et mål som en lineær proces. En realistisk proces vil acceptere flere retninger, for (måske) at komme frem til et opstillet mål. Det er vigtigt, at der gives plads til, at processen kan gå i stå, at den tager omveje eller at den nogle gange bevæger sig i en stik modsat retning. Netop her, bliver det især vigtigt at holde sig målet for øje, for at sikre, at processen ikke bare tager en vilkårlig retning. At der er plads til, at processen afviger, tydeliggør, behovet for at have et mål. Omvendt vil et ensidigt fokus på målet og et forsøg på at komme fra A til B på kortest tid ikke give rum til de udviklingsmuligheder der hele tiden opstår i processerne. Og netop disse muligheder har STU skoler en oplagt mulighed for at forfølge, fordi de ikke er bundet til et fast pensum.

På STU skolen Empata arbejdes der bl.a. ud fra det fælles tredje som en pædagogisk metode. Denne metode skal ses i forhold til skolens kerneopgave. Det er ikke den unge, som er sagen (eller målet) men derimod det fælles tredje.

Skolen og den unge mødes ud fra en fælles interesse. En vigtig del af Empatas pædagogik er, at der arbejdes ud fra lyst (ikke tvang) og ud fra en erkendelse af, at succes på et område avler succes på andre.  At det er den unges (og underviserens) interesse og lyst, som er udgangspunkt gør, at processen ikke kan planlægges. Målet får herved en essentiel karakter, idet, det fordrer andre veje. Som citatet af Kirkegaard ovenfor netop sagde, ”at finde ham der, hvor han er, og begynde der”.